”I morgen bliver jeg i sengen.” Det var ikke noget, jeg havde tænkt over, jeg ville sige – det kom bare. Ordene kom stille og roligt – helt naturligt – og var lige så meget henvendt til mig selv som til resten af familien. Ungerne og min mand – som er vant til at stå op til et hyggeligt morgenbord – kiggede lidt nysgerrigt på mig! De syntes vist også, det var sjovt – et spændende og ukendt projekt.

Om natten startede en form for healing i kroppen, og jeg mærkede alle de fysiske steder, som har været pressede og spændte. Jeg kunne ligge og hygge mig over, at jeg jo havde masser af tid og plads. Jeg blev vækket af lydene fra morgenens daglige rutine – i dag uden mig! Jeg skubbede alle tanker og bevægelser væk: Har de nu husket madpakkerne og vitaminpillerne? Man er vel stadig lidt uundværlig.

Midt i det hele blev der tid til at kigge ud af vinduet, nyde lydene fra vinden, lyset fra solen og den helt klare blå himmel. ”Hvor er jeg heldig – jeg har alt. Eller måske mere præcist: Jeg er alt.” Den velkendte fornemmelse af at være opfyldt. Men var det ikke samme sted, jeg vågnede i går? Samme vindue, jeg kiggede ud af? Jo, men jeg var der bare ikke.
Alle mine gode og dårlige vaner var i gang: ” Så skal jeg, og så skal jeg – og så skal jeg også!”

I dag har jeg så været i livet – i dag har jeg i stilheden husket miraklet.

Giv dig selv en dag midt i hverdagens travle strøm – Go Slow!